kat killing

Derfor bliver katte aggressive og hvad man kan gøre

Aggression er det næsthyppigste af de problemer med kattes adfærd, som dyrlæger præsenteres for i deres konsultation. En kat udviser aggressiv adfærd, eksempelvis bid, angreb, urenlighed eller krads, i protest mod de forhold, katten lever under.

Hvorfor er min kat aggressiv?

Katte kan udvise aggressiv adfærd af forskellige grunde. En kat er ikke nødvendigvis ”ond” eller dårligt socialiseret, fordi den udviser aggressiv adfærd. Man kan opleve, at den aggression som katten udviser mod en selv eller mod andre katte, ofte grunder i en forklarlig social adfærd, der måske kan afhjælpes ved simple foranstaltninger. Det er derfor vigtigt først, at finde ud af hvorfor din kat udviser aggressiv adfærd. Her er de mest almindelige grunde til aggressiv adfærd hos katte:

Aggression ved smerter og sygdom

En kat i smerter kan opføre sig aggressivt over for mennesker og dyr. Endda mennesker og dyr som katten almindeligvis er tryg omkring. Tag katten til dyrlæge.

Aggression ved manglende socialisering / umotiveret aggression

En kat, der umotiveret går til angreb, vil ofte være dårligt socialiseret. Det ses ofte i katte som er taget for tidligt fra sin mor og søskende. Dog ses denne adfærd nogle gange også hos understimulerede katte.

Aggression ved leg

Nogle katte kan opføre sig aggressivt under leg, ofte er det på grund af overstimulering, som særligt forekommer i voldsom leg, eksempelvis ”byttejagt”. Afbryd legen og træk dig, hvis katten opfører sig på en måde, som er uønsket.

Aggression ved angst

En kat som pludselig bliver forskrækket kan få katten til at udvise aggressiv adfærd.

Aggression i forbindelse med kæleri

Det hænder, at en kat overstimuleres, eksempelvis af kærtegn, hvorved katten kan finde på at rive eller give et bid fra sig. Læs din kats signaler og flyt dine hænder, inden katten siger fra.

Aggression i forbindelse med forsvar

Når en kat føler at den er truet eller trængt op i en krog, vil den oftest enten prøve en flugt eller et forsvar.

Aggression ved kamp om status eller territorier

Aggression kan opstå i forbindelse med etablering og /eller opretholdelse af det sociale hierarki. Katte som kæmper om territorier udviser ofte meget aggressiv adfærd.

Forskudt aggression

En kat som ikke har mulighed for at gå til angreb på dem eller de, som er årsag til aggression, kan i stedet angribe andre i nærheden. Eksempelvis ved at bide sin ejer under en vaccination eller hvis katten ikke kan springe på en anden kat, den er arrig på.

 

De fleste af ovennævnte typer af aggression i katte udspringer af kattens helt normale adfærdsmæssige reaktion på konkrete forhold i dets omgivelser. Det er først, når adfærden vises i de forkerte rammer, mod forkerte mål eller i så stor udstrækning at det bliver uholdbart for kattens omgivelser (kan både være mennesker og dyr) at det kan blive nødvendigt med adfærdsmæssig behandling.

Hvad kan du gøre for at dæmpe kattens aggression?

Behandlingen afhænger naturligvis af hvilken type af aggression, som der er tale om, men der kan opstilles en række generelle retningslinjer for at dæmpe aggression i katte:

  • Du må aldrig nogensinde bruge vold eller råbe mod katten. Dette vil kun gøre situationen meget værre
  • Ros katten, når den gør noget rigtigt. Det kan eksempelvis være at den ligger hvor du gerne vil have det, eller når den bruger sin bakke
  • Prøv at undgå situationer, som du ved, vil fremprovokere aggression i din kat
  • Lær din kats signaler og kropssprog så du ved hvornår du skal stoppe legen eller kæleriet
  • Man skal ikke lære katten fingerlege, eller at den må fange fødder under dynen. Det kan være sjovt, når den er killing, men det kommer til at gøre ondt, når den bliver voksen. Brug legetøj til at lege med den i stedet
  • Spørg dig selv om den enkelte aggressive kat har den mængde plads (og dermed ro) som den har krav på. Hvis katten går i et værelse i en lille lejlighed, kan det være årsagen til aggression
  • Katte kan godt lide at ligge højt. Skab plads på en reol, hvor katten kan komme til eller køb et kradsemiljø med højde, så katten kan ligge uforstyrret
  • Det er vigtigt at aktivere en indekat for at undgå understimulering som kan komme til udtryk i aggressiv adfærd, f.eks. i leg med legetøj og drillepinde, sejlgarn med en fjer eller andet som aktiverer katten
  • Katte som ikke kan enes, bør separeres, når de ikke er under opsyn
  • Neutralisation af din kat kan også lægge en dæmper på aggression
  • Endelig kan medicinsk behandling berolige katten og dæmpe dens angst, uro og frygt

Kontakt din dyrelæge hvis …

Din kat pludselig og uforklarligt ændrer adfærd med udtalt uvilje ved håndtering

Du generelt er utryg ved kattens adfærd

Du ønsker vejledning i udredning af årsagen til din kats aggression

 

Kilde: Inges Kattehjem, netdyredoktor.dk og Kattens Værn

 

Se andre vejledninger om katte og kattekillinger




TILMELD DYREKLUBBEN NYHEDSBREV KLIK HER