Sibirisk skovkat katteracer

Sibirisk skovkat katterace

Sibirisk skovkat katterace

Som navnet antyder, stammer den sibiriske skovkat oprindeligt fra Rusland, nærmere bestemt Sibirien. De dukkede op på de første katteudstillinger i 1870’erne. I slutningen af 1980’erne blev nogle af kattene eksporteret til andre europæiske lande og til USA. I 1992 blev katteracen officielt anerkendt af World Cat Federation, og FIFe fulgte trop i 1998. I dag bliver sibiriske skovkatte opdrættet over det meste af verden.

Den sibiriske skovkat er det man kan kalde en semi-langhårskat. De vejer typisk mellem 6-7 kg for hanner, og mellem 3-5 kg for hunner. Det er den mindste og mest kompakte skovkat, i sammenligning med den norske skovkat og maine coon. Sibiriske katte vokser langsomt, og vil typisk først være fuldt udvoksede ved 5-års alderen. Om vinteren har den sibiriske skovkats kraftige pels et dobbelt lag, den er vandafvisende og holder samtidigt katten varm med sin særlig tætte underpels. Om sommeren taber sibiriske katte underpelsen og får derfor en kortere og lettere pels. Halen bør dog forblive fyldig og busket.

Sibirisk skovkat sind og personlighed

Sibiriske katte kan man kalde vildkat i miniformat. Den sibiriske kat er nemlig en meget aktiv, energisk og nysgerrig katterace, og den følger meget gerne med i alle gøremål i hjemmet. En sibirisk skovkat elsker at lege, og de fortsætter ofte med det, selv når de kommer op i årene. Det høje aktivitetsniveau gør katteracen til en god jæger, der vil nyde muligheden for et aktiv udendørsliv, eksempelvis i en sikret have, hvor den kan bruge sine gode, naturlige instinkter.

Den sibiriske kat er en meget social katterace og kommer som regel ofte godt ud af det med andre katte, hunde og børn. Nogle katteejere oplever at de kan ’føre lange samtaler’ med den. En sibirisk skovkat har en tendens til at knytte sig tæt til et enkelt familiemedlem, men hygger og nyder dog stadig selskabet med andre i familien, herunder børn, som den oftest er meget tålmodig overfor. En sibirisk skovkat kan dog godt være på vagt over for fremmede, og den bryder sig ofte ikke om at blive kælet eller håndteret af fremmede.

En sibirisk skovkat kan have stor glæde af at have en anden sibirisk skovkat i hjemmet, og det hænder at to sibiriske skovkatte knytter sig meget tæt til hinanden og danner par for livet.

Pleje af sibirisk skovkat

En sibirisk skovkat har en kraftig pels, der kræver meget pelspleje. Især om vinteren og mens de skifter pels har de brug for hjælp med pelsen. Plejen består primært i at redde pelsen igennem med en god kam, således at den ikke filtrer og danner knuder, der kan gøre ondt på katten. Det vil derfor være en god ide, hvis man fra killing vænner katten til at blive børstet og håndteret med en kam. I sommermånederne kan den sibiriske skovkat ofte i stor udstrækning selv pleje sin kortere og tyndere pels, selvom det dog stadig kan være en nødvendigt at bruge børst og kam indimellem for at fjerne eventuelt dødt og filtret hår.

Særligt for sibiriske skovkatte med adgang til udelivet, kan pelsplejen med kam suppleres af vask, hvis katten er vant til at blive vasket. Det anbefales at købe en god shampoo beregnet til formålet. Det er dog vigtigt man sørger for at skylle alt shampooen ud af pelsen.

En katterace så aktiv som den sibiriske skovkat har desuden brug for sund og nærende kost for at leve et langt, godt og aktivt liv. Det er derfor en god ide med et foder, der indeholder mange sunde proteiner, da kulhydrater kun i begrænset omfang omsættes til energi.

Vi anbefaler dog altid en årlig kontrol hos sin dyrelæge, således at eventuelle sundhedsproblemer kan tages i opløbet, lige som dyrelægen vil kunne rådgive om pleje og ernæring.

Held og lykke med din sibiriske skovkat!

Kilder: zooplus.dk, royalcanin.com, nelius.dk

Se andre vejledninger om katte

Andre har også læst:

TILMELD DYREKLUBBEN NYHEDSBREV KLIK HER

Ved at bruge vores tjenester accepterer du vores brug af cookies. mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close