Sammenføring af katte og killinger
Sammenføring af katte og killinger: Hvordan sætter man bedst katte sammen?
Det er blevet mere og mere almindeligt at have to eller flere katte i sammen hjem, men inden man anskaffer sig kat nummer to, er det vigtigt at kende og forstå kattens natur for at øge sandsynligheden for et godt møde mellem kattene.
Katte er fra naturens side ikke flokdyr, og de har ikke nødvendigvis lyst til at bo under samme tag med en anden kat. Det kan derfor være en udfordring for to eller flere enerådige katte at leve sammen, og at sammenføre katte uden god forberedelse kan derfor meget hurtigt gå galt. At bringe en ny kat ind i hjemmet svarer til, at en vildt fremmed flytter ind uden invitation. En fremmed kat vil derfor instinktivt ses som en potentiel trussel og ikke en mulig ven.
Det betyder dog ikke, at katte aldrig kan have glæde af en anden kats selskab, men det kræver en forståelse, arbejde og en god portion tålmodighed.
Er min kat overhovedet parat til en ny ven?
Det første man bør overveje er om din egen kat er parat og egnet til en ny ven. Ligesom mennesker er forskellige er sind, er katte det også. Nogle katte er meget sociale af sind, mens andre bare har det bedst med at være sig selv. Introduktionstid kan derfor variere alt fra dage til uger. Det afhænger en lang række forhold hos begge katte, f.eks. alder, køn, race, temperament og tidligere erfaringer.
Sørg for gode forhold
En nødvendig forudsætning for at kunne sammenføre katte og få dem til at leve sammen, er at der skal være gode forhold. Det derfor vigtigt, at der er rigeligt med mad, vand, kattebakker, gemmesteder, sovepladser, ind- og udgange osv.. så kattene har mulighed for at være på afstand af hinanden. Som en tommelfingerregel skal der være en vandskål, en madskål og en kattebakke pr kat + 1.
Inden den nye kat ankommer
Inden sammenføring af katte er det vigtigt at man forbereder ankomsten på den rigtige måde. I starten bør de to katte nemlig være adskilt fra hinanden. Du bør derfor forberede et værelse til den nye kat med vandskål, madskål, kattebakke, sove-/gemmesteder og kradsetræ, hvor den kan føle sig tryg, uden at katte kan komme til hinanden. Feliway eller andre duftstofprodukter kan hjælpe katten til at føle sig mere tilpas i sine nye omgivelser.
Værelset bør så vidt muligt helst ikke være i områder af huset, som den gamle kat værdsætter, f.eks. soveværelse, stue eller andre værelser, hvor familiemedlemmer ofte opholder sig med katten.
Det er samtidigt vigtigt, at den gamle kat stadig har fri adgang til de samme områder som før, og at man så vidt muligt fastholder de samme ritualer, som inden sammenføring.
Ved ankomst
Ved ankomst sættes den nye kat ind på “sit værelse” i transportkassen. Lad vær med at tage den ud, men lad den selv komme ud og udforske værelset i sit eget tempo. Du bør heller ikke tvinge den nye kat til kontakt, men selv lade den komme til dig, f.eks. ved hjælp af godbidder og leg.
Gradvis introduktion
Sammenføringen af kattene skal ske gradvist, da de først skal vænne sig til hinandens dufte og lyde. Katte er meget sensitive dyr og har et utrolig fint sanseapparat.
Du kan med fordel bytte f.eks. legetøj og tæpper mellem kattene, så de lærer hinandens dufte at kende, eller gnubbe begge katte med hver deres rene klud eller håndklæde og introducere duften for den anden kat. Gentag gerne udvekslingen flere gange dagligt.
Det næste trin er at lade den nye kat udforske resten af hjemmet. Dette skal naturligvis ske i uden at kattene kommer i direkte kontakt med hinanden, så derfor skal den anden kat være lukket væk eller være ude. Det vil gøre, at den nye kat vil møde den anden kat mere afslappet og tryg.
De første møder
Når kattene har vænnet sig til hinandens dufte, og den nye kat føler sig tryg og afslappet i sine nye omgivelser, er det tid til at de to katte mødes for første gang.
Det første møde bør dog ske uden fysisk kontakt mellem kattene, f.eks. gennem en glas- eller netdør, eller et babygitter, som kattene ikke kan komme igennem, men en dør på klem med en dørstopper eller lignende er også en mulighed. Det er vigtigt at være opmærksom på kattenes kropssprog. Ved det mindske tegn på aggression, stoppes kontakten. Det gentages flere gange om dagen.
Når de to katte virker trygge og afslappede ved synet af hinanden, kan man lade dem møde hinanden rigtigt. Mødet mellem kattene bør starte på stor afstand, f.eks. i et stort rum, så kattene kan bevæge sig frit rundt – og væk fra hinanden. Lad aldrig kattene være uden opsyn i starten og ved tegn på aggression, fjerner man dem fra hinanden. Det er vigtigt, at kattene forbinder mødet og hinanden med noget positivt, så husk ros, godbidder, osv.
Ved første møde bør kattene dog ikke være sammen mere end et minut eller to, men hvis de virker interesserede i hinanden (opsøger hinanden, løfter halen, prøver at lege), kan man stille og roligt den øge tid de er sammen.
Når begge katte er trygge i hinandens selskab og kan være sammen uden tegn på aggression, kan man gradvist flytte madskåle, vandskåle osv. ud af den nye kats værelse og lade dem være sammen uden opsyn.
Kilder: dyrekassen.dk, dyrevaernet.dk, netdyredoktor.dk og kattetrivsel.dk
Se andre vejledninger om katte
Søg i vores annoncer eller opret din egen gratis salgsannonce.