marsvin

Nyttige oplysninger inden køb af marsvin

 

Inden køb af et marsvin er det vigtigt man først sætter sig grundigt ind i hvilken pasning og fodring som et marsvin har brug for, så man kan sikre marsvinet et værdigt liv til glæde både for det selv, men så sandelig også for familien, som marsvinet skal være en del af.

 

Har jeg tid til et marsvin?

Først er man nødt til at tage stilling til om man i det hele taget har den tid som det kræver at holde marsvin. Det hænder desværre at forældre køber et marsvin til deres børn, der kun synes marsvinene er spændende den første måned, hvorefter de bliver glemt på grund af skole og fritidsaktiviteter, som desværre ofte resulterer i en uværdig skæbne med sult, manglende rengøring og sygdom, der ikke bliver behandlet.

Derfor, hvis du vil have marsvin, skal du ikke tænke på om dine børn har tid til at passe dem, men derimod om du selv har det.

Marsvin skal børstes regelmæssigt, især langhårede skal børstes et par gange ugentligt. Neglene skal efterses jævnligt (hver måned) og klippes, hvis nødvendigt, enten ved en dyrlæge eller ved at man løfter marsvinet op ved at tage det omkring skulderen, støtter det derefter neden under og støtter bagparten, dog pas på ikke at klippe de mørke nerver i kloen over.

Vand og foder skal skiftes dagligt. Buret skal rengøres et par gange om ugen ved plet rengøring (fugtige og snavsede områder skiftes) og total rengøring en gang ugentligt. Spånerne i buret bør skiftes 1-2 gange om ugen, alt efter hvor stort det er og hvor mange marsvin, der går i det.

 

Har jeg råd til et marsvin?

Det kan være en dyr fornøjelse at have et dyr. Derfor er et vigtigt at sætte sig ind i hvad det koster at kunne give det et værdigt liv i form af evt. dyrlægeregninger, mad, aktivering, bur, osv.

Dyr kan desværre risikere at blive syge eller dårlige, fuldstændig som os mennesker. I disse tilfælde er det vigtigt at lade marsvinet tilse af en dyrlæge, og det kan indimellem være en dyr omgang. Man skal derfor være indstillet på at kunne risikere ekstra regninger og have plads til disse i det daglige budget. Nogen køber desværre marsvin uden at tage højde for, at marsvinet kan have brug for en dyrlæge, og man hører om flere eksempler på folk, der har anskaffet sig marsvin, som blev syge, men ikke havde “råd” til at tage dem til dyrlæge.

Prisen for en konsultation hos dyrlæge afhænger naturligvis af hvilke undersøgelser, der er nødvendige og hvorvidt man skal have medicin til yderligere behandling osv. Prisen kan derfor svinge mellem 150 kr. og helt op til 1000 kr. eller mere pr. gang. Derfor, hvis man ikke selv føler, der er luft i økonomien til den slags uventede udgifter, bør man vente med marsvinene.

Marsvin skal have et sted at være, spise og sove. Marsvin bor ofte i et bur, enten ude eller inde, dog bør man være opmærksom på, at de ikke står i træk. Man skal desuden være opmærksom på, at marsvin kan udvikle stress ved en konstant temperatur over 28 grader. Buret bør være så stort som muligt, dog minimum 40 x 70 cm til 1-2 dyr og 50 x 100 cm til 3-4 dyr. Buret bør være minimum 30 cm i højden.

Udover selve buret, skal man købe underlag, så marsvinene kan putte sig og holde varmen. Ofte lægges spåner eller andet absorberende materiale. Desuden skal man lave et skjul til marsvinet, f.eks. ved at lægge hø, som de kan bygge rede i, eller en hytte, men så er det sværere at følge med i hvad marsvinene laver. Halm bruges normalt ikke til marsvin, fordi det suger dårligt og ikke har den samme værdifulde næring som hø. Bor marsvinet udenfor, er det vigtigt med rigeligt hø til at bygge en varm rede.

Når man har buret og ”indretningen” på plads, skal man købe foder. Marsvin har rodløse tænder og det er derfor vigtigt med groft foder, f.eks. hø ad libitum suppleret med fuldfoder, hvor marsvinet ikke kan sortere det ”kedelige” sunde fra og som er tilsat c-vitamin for at undgå skørbug. Foderet bør serveres i en flad tung skål der ikke vælter når dyrene sætter poterne op på kanten.

Herudover har marsvinet brug for grønt. Om sommeren kan det f.eks. være så enkelt som græs, mælkebøtter, vejbed, skvalderkål og kløver. Om vinteren kan det f.eks. være gulerødder, kål, æbler, rødbeder, foderroer, salat, melon, persille, rød og grøn peber, blomkålsblade.

 

Hvor kan man købe marsvin?

Marsvin kan købes hos dyrehandlere, opdrættere eller hos private.

Uanset hvor man køber marsvin, er det første man bør gøre, at tjekke om det er sundt og rask. Først og fremmest skal ungerne være minimum 4 uger gamle og veje 300 gram, før de må fjernes fra moderen.

De skal have klare, rene øjne og ingen udflåd fra hverken næse eller øjne, samt at tænderne har den rigtige længde, og ikke er skæve. Pelsen skal være blød og velplejet, uden synlige bare pletter eller sår, da dette kan tyde på utøj.

Prisen for marsvin varierer, men typisk vil de ligge omkring 150-200 kr. afhængig af alder, race, køn osv.

 

Hvor mange skal jeg købe?

Marsvin er flokdyr og trives bedst med selskab. Marsvin er nemlig enormt sociale dyr, der har stor glæde af hinanden – de ”snakker”, putter og leger sammen. Det anbefales derfor altid at anskaffe mere end et marsvin.

Selvom marsvin er sociale dyr frarådes det dog at holde dem sammen med andre dyr, som f.eks. kaniner, da de ikke taler samme sprog og ikke nødvendigvis har det samme sociale behov. Det kan derfor meget let ende med alvorlige skader.

Man skal desuden være opmærksom på at begge køn af marsvin kønsmodnes i en alder af 4 uger og med en vægt på 300 gram. Kastration fjerner muligheden for at få unger, men hannen beholder sine instinkter og kan sagtens finde på at parre hunnen alligevel.

Et par kan f.eks, sammensættes af:
• 2 hunner
• 1 han + 1 hun (en fertil han bør dog ikke gå konstant sammen med en hun, derfor anbefales kastering)
• 2 hanner, evt. kastreret (kun hvis der ikke er hunner i nærheden)
• 2 hunner med evt. unger

Man skal dog være opmærksom på, at hvis man køber en unge, vil de kræve meget menneskelig kontakt for at de bliver tamme, og det kan tage lang tid, inden de får tillid til deres ejer. Unger har også en tendens til at være urolige, når man har dem oppe og er derfor ikke så egnede til børn, da de hurtigt kan smutte ud af hænderne eller blive klemt.

Man kan godt sætte en voksen og en unge sammen. Det skaber sjældent problemer og slåskampe, da ungen er indforstået med at det er den voksne, der bestemmer.

 

Hvad så nu?

Vi håber, at vi kunne hjælpe dig lidt med beslutningen om at anskaffe sig et marsvin. Der kan hentes flere oplysninger om marsvin på Dansk Marsvineklubs hjemmeside www.marsvineklub.dk eller ved at søge på Google.

Kilde: Dansk Marsvineklub

 

Se andre vejledninger om marsvin




TILMELD DYREKLUBBEN NYHEDSBREV KLIK HER

Vi bruger cookies for at optimere din oplevelse på vores side mere information

Cookie-indstillingerne på dette websted er angivet til "Tillad Cookies" for, at give dig den bedst gennemgang og oplevelse af siderne. Hvis du fortsætter med at bruge webstedet uden at ændre dine Cookie indstillinger eller du klikker på "Accepter" nedenfor så samtykke du til dette.

Luk