Kanin – indendørs eller udendørs

kanin gnaver

 

Indendørs eller udendørs kanin?

 

Lidt om kaninen

Det menes at kaninen blev introduceret som decideret familiedyr i 1800-tallet. Hovedparten af de kaniner, der holdes som familiedyr, stammer fra den vilde kanin der oprindeligt kom fra det sydvestlige Europa og det nordvestlige Afrika, men som i dag er introduceret til stort set hele verden. Fremavlede racer inkluderer (dværg)vædder, angora, løvehoved, hermelin, hollænder og rex.

Kaniner kan holdes både udendørs- og indendørs.

 

Udendørs hold af kaniner

Kaniner trives optimalt med plads, og hvis det er meningen de skal holdes udenfor, er det nødvendigt med et udendørs anlæg der er stort nok til bl.a. at give mulighed for at grave underjordiske gange og huler, som kaninerne bruger til skjul. Kaniner som lever i vilde kolonier graver nemlig et netværk af huler, typisk i bakker, volde eller høje, som de bor og sover i, når de ikke er ude at søge efter føde.

Samtidigt er kaniner meget sociale dyr, og selvom mennesket i mange hundrede år har holdt dem som familiedyr, har de et naturligt behov for artsfæller, som skal tilgodeses i fangenskab. For at kunne holde kaniner sammen, så de trives med hinanden, er det derfor blot endnu mere nødvendigt med et stort anlæg eller opholdsområde, så de hver især kan opretholde et delterritorium. Neutralisering kan dog reducere kaniners territoriale adfærd.

En han og en hun vil uden problemer kunne holdes sammen, hvis hannen er kastreret, da han og hun ellers parrer sig med mange unge til følge. Vil man holde flere hanner sammen, efter de er blevet kønsmodne, skal de være kastreret. Dette gælder også selvom de er kuld-søskende. Hannerne bliver kønsmodne i 4-måneders-alderen.

Det anbefales at et udendørs anlæg er mindst 9 m2, men meget rigtigt større. Det skal være tørt med mulighed for skjul og med adgang til et vind- og vejrbeskyttet hus eller bur på mindst 120 x 80 cm til hver kanin. Anlægget skal være i god kvalitets volierenet, lukket ovenfra og sikret nedadtil, så rovdyr ikke kan komme ind til kaninerne. Bunden i et udeanlæg skal bestå af blade, græs, grene, rødder og lignende. Der skal altid være muligheder for at finde skygge, f.eks. ved træer eller buske. Det er desuden meget vigtigt med fri adgang til hø, da kaninen bl.a. bruger dette til at slide på tænderne.

Om vinteren skal man være særlig opmærksom på at der er tilstrækkeligt med hø og halm til at kaninerne kan finde varme og evt. oven på jorden som et ekstra isolerende lag over deres gangsystemer. Det er meget vigtigt ved frostgader at skifte drikkevandet mindst 2-3 gange om dagen, da det ellers vil fryse.

Kaniner som holdes i større udendørs anlæg med muligheder for at grave og have kontakt til artsfæller, bliver som regel stimuleret tilstrækkeligt.

SE UDENDØRS BURE

 

Indendørs hold af kaniner

Har man ikke mulighed for at bygge et udendørs anlæg, kan kaniner også holdes indenfor som fritgående ”huskaniner”.

De kan med lidt træning let lære at bruge en kattebakke som toilet. Kattegrus er ikke giftig for kaniner, men det skal være ikke-klumpende kattegrus.

Det anbefales at have et bur indenfor til kaninen på mindst 120 x 80 cm med en fast bund af hø og halm, hvor kaninen frit som det passer den kan søge hvile, ro og beskyttelse. Foderrester og ekskrementer skal fjernes, og frisk vand gives dagligt. Et bur skal rengøres i bund mindst en gang om ugen.

Holdes kaniner fritgående indendørs, er det vigtigt at sikre hjemmet, så de ikke kan komme til skade eller fastklemmes. Kaniner som holdes indenfor skal desuden jævnligt have klippet deres kløer, da de ikke naturligt slides så meget som hos kaniner der færdes udenfor. Få evt. dyrelægen til at gøre dette, da man ikke må klippe i blodårene.

Det er vigtigt at temperaturen ikke overstiger 25 °C, da kaniner ellers kan få hedeslag.

Kaniner som holdes indenfor har brug for ekstra stimulering i forhold til kaniner som holdes i et større udendørs anlæg. Det anbefales derfor at de f.eks. får deres kaninpiller serveret i en foderbold eller lignende, og foderet desuden spredes ud, så de udfordres og stimuleres ved at søge efter føden. En god ide er også at hænge grøntsager i toppen af kaninens bur, så den skal stå på bagbenene for at nå det. En indendørs kanin bør desuden have friske grene som den kan gnave i og papkasser eller lignende, der kan bruges som huler, samt legetøj der yderligere stimulerer den. Gnavning i møbler, planter og ledninger ses sjældent, hvis kaninerne har rigeligt friske grene at gnave i og mange muligheder for aktivering.

SE INDENDØRS BURE

 

Mere information om hold af kaniner

For mere information om hold af kaniner og kontakt til praktikere besøg www.kaninhaandbogen.dk

Kilde: Kaninhåndbogen

 

 

Se andre vejledninger om kaniner


 

Kanin – indendørs eller udendørs
4.6 (92.86%) 14 votes

Udvalgte bruger annoncer lige nu