herreløs kat killing

Kan en kat klare sig selv i naturen?

 

En sejlivet myte siger, at ”katte sagtens kan klare sig selv”, men desværre er denne myte en af årsagerne til, at Danmark har så mange herreløse, forhutlede katte, der lever et uværdigt liv med sygdomme og i en evig kamp for overlevelse.

Det skønnes, at der lever ca. 650.000 katte med ejere og 500.000 katte uden ejer i Danmark. Langt hovedparten af katte der ikke har noget hjem bærer på alvorlige sygdomme som eksempelvis katteaids og katteleukæmi, hvor der ikke findes nogen behandling. Sygdomme som i øvrigt kan smitte ejerkatte, hvis de ikke har fået vaccination.

Hver dag en evig kamp for overlevelse, for sandheden er, at en kat som er sulten ikke er en særlig god jæger og derfor finder det vanskeligt at fange byttedyr.

Katteeksperten Michelle Garnier fortæller, at katte i stor udstrækning ikke kan klare sig selv uden os mennesker, eksempelvis herreløse katte, som lever af at spise madrester i menneskers affald eller ved fodring. Og langt hovedparten af de katte, har ikke noget værdigt katteliv.

De personer, som hårdnakket hævder, at katten er i stand til at overleve i naturen, har almindeligvis ikke taget højde for, at katten i vid udstrækning er et dyr, som mennesket har taget til sig og som over tiden har vænnet sig til at have omgås mennesker, så den ikke længere er i stand til at klare sig selv som sin oprindelige stamfader.

At herreløse katte ikke kan sammenlignes med vilde katte, fremstår indlysende, når man kigger på den europæiske vildkat, der i modsætning til tamkatten, som de fleste af os kender, netop har udviklet sig til at klare sig selv. Selvom de har samme stamfader, er en vildkat ikke social på samme vis som en tamkat. Den lever eksempelvis i større skove og spiser mindre byttedyr som  fugle, gnavere og insekter, lige som den lever for sig selv og kun omgås artsfæller i forbindelse med parring.

 

Vær en god katteejer

Desværre betyder myten, at uansvarlige katteejere efterlader katten, fordi de tror at katten fint er i stand til at klare sig selv i naturen. Intet kunne være mere forkert, og det er et budskab som bør spredes, så den ansvarlige katteejer i stedet for at efterlade katten i naturen, får katten neutraliseret. En hunkat der ikke er neutraliseret kan almindeligvis få flere kuld årligt, så ved at efterlade hunkatten i naturen, er man med til at gøre problemet med de mange herreløse katte større.

Udover neutralisering anbefales det desuden at få chipmærket / øremærket sin kat, da dette betragteligt øger sandsynligheden for at få den hjem, hvis den skulle stikke af og blive væk. Under alle omstændigheder skal man holde katten indenfor i minimum de første 8 uger, inden katten må bliver lukket udenfor, og en kat må ikke være alene udenfor før de er omkring 8 måneder.

Til sidst er det vigtigt at understrege, man inden anskaffelse af en kat (eller andet dyr) skal være indstillet på, at katten selvfølgelig skal passes på bedste vis.

  • Sørg for at katten både er ID-mærket og registreret.
  • Sørg for at katten neutraliseres, inden katten er kønsmoden.
  • Sørg for at katten har fået dine vaccinationer, for at den ikke smittes og bærer smitte videre til andre katte.
  • Hold løbende øje med din kat, for at sikre dig, den er sund og rask.

Dyreformidlingen.dk anbefaler, at du får din kat registreret i Det Danske Katteregister.

 

Kilder: Dyrefondet og Dyrenes Beskyttelse

Se andre vejledninger om katte




TILMELD DYREKLUBBEN NYHEDSBREV KLIK HER